Det juridiske regnskab
Retssikkerhed
Det danske retssystem er underlagt et princip om retssikkerhed. Dette indebærer, at samfundet er reguleret af retsregler, som er klare og gennemskuelige for borgerne. Dette princip sikrer, at borgerne kan forvente en række hensyn og garantier i deres møde med myndighederne og det danske retssystem, herunder først og fremmest at der er absolut lighed for loven. Derudover garanterer princippet om retssikkerhed, at sagsbehandlingen gennemføres på et tilstrækkeligt grundlag, at alle involverede parter skal høres i sagen, samt at borgeren har mulighed for at klage over sagens afgørelse.
Pga. situationens alvor har Avnø Lejren og dens samarbejdspartnere beføjelser til at afvige fra en række grundlæggende principper i det danske retssystem. Af hensyn til borgernes almene sikkerhed må princippet om retssikkerhed nedprioriteres i kampen mod terrorisme.
Menneskerettighedskonventionerne
Når et nyt tiltag som Avnø Lejren igangsættes, er det vigtigt at tage den gældende lovgivning på feltet i betragtning.
Særligt væsentlig for Avnø Lejrens virke er den Europæiske Menneskerettighedskonventions lovgivning om sigtelse, bestemmelserne i FN’s menneskerettighedserklæring, samt lovgivning om krigsførende nationer i Geneve konventionen.
Enkelte artikler og paragraffer i de konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har underskrevet, er ikke forenelige med den kompromisløse kamp mod terror, og de vil derfor blive suspenderet, når det er nødvendigt.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
I den Europæiske Menneskerettighedskonvention lyder det, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Frihedsberøvelse må kun ske som:
- Lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse ved en kompetent domstol.
- Lovlig anholdelse af en person for ikke at efterkomme domstolens lovlige påbud.
- Lovlig anholdelse af en person med det formål at stille vedkommende for en dommer, når der er begrundet mistanke for, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at forhindre ham i at begå en forbrydelse.
Herunder tilføjes, at enhver, der anholdes i henhold til denne lov, ufortøvet skal stilles for en dommer og er berettiget til at få sin sag dømt inden for en rimelig frist eller løslades mens rettergangen afventes. I den danske grundlov lyder det, at enhver, der tilbageholdes af politiet, skal stilles for en dommer inden for 24 timer efter anholdelsen.
På grund af terrortruslens alvor kan disse konventioner ikke overholdes betingelsesløst på nuværende tidspunkt.
Bestemmelserne i FN’s menneskerettighedserklæring
I FN’s erklæring om menneskerettigheder hedder det, at ingen må udsættes for vilkårlig arrestation, tilbageholdelse eller udvisning. Enhver har lige ret til en retfærdig og offentlig rettergang ved en upartisk domstol. Derudover har enhver ret til at blive anset for uskyldig, indtil han er bevist skyldig ifølge loven.
I den nuværende situation kan vi sætte landets sikkerhed over styr, hvis vi er tvunget til at betragte terrormistænkte som uskyldige. Derfor må denne bestemmelse sættes ud af kraft i Avnø Lejrens arbejde.
Genéve-konventionen
Genéve-konventionen er et internationalt gældende regelsæt, der omhandler de stridende parters adfærd i en væbnet konflikt. Genéve-konventionen omfatter og beskytter civile personer, militært lægepersonale såvel som deciderede krigsfanger, altså soldater som deltager i krigen. Hvis der er tvivl om en tilfangetagen persons status, skal denne i udgangspunktet behandles som civilist. Genéve-konventionen fastslår, at civile såvel som krigsfanger skal behandles humant, skal beskyttes og respekteres.
Selvom kampen mod terror nationalt og internationalt kan betragtes som en krigssituation, kan Genéve-konventionens bestemmelser ikke anvendes som gyldige retningslinjer for de stridende parter. AlQaeda og lignende terrororganisationer ov erholder på ingen måde konventionens forskrifter som f.eks. uniformering og synlighed af våben. Derfor kan vi som deres modstandere heller ikke overholde Genéve-konventionen, og vi kan hverken give de tilbageholdte beskyttelse som krigsfanger eller civile.


